Hvad kræver det at blive Great Place To Work certificeret? Find ud af det her!
MENU

AI er ikke en IT-investering. Det er en tillidsbeslutning

 To kolleger sidder ved et bord og arbejder sammen foran en laptop i et kontormiljø.
AI handler mindre om teknologi – og mere om ledelse, kultur og tillid. Når mennesker samarbejder om teknologi, bliver beslutninger bedre.

Mange organisationer investerer massivt i kunstig intelligens. Men European Workforce Study 2025 viser, at teknologien først skaber reel værdi, når medarbejdere har tillid til ledelsen, klare rammer for brugen – og oplever, at AI styrker fagligheden frem for at erstatte den.

 

AI rykker hastigt ind i arbejdslivet. Værktøjerne er blevet billigere og lettere at tage i brug, men effekten udebliver mange steder. Ikke fordi teknologien fejler, men fordi forudsætningerne mangler.

Selv om danske medarbejdere generelt er positivt stemt over for AI’s potentiale, oplever langt færre, at der er tydelig retning, kompetenceudvikling og tryghed i anvendelsen. Det viser European Workforce Study 2025, som Great Place To Work® står bag.

“Det gør AI til mere end et digitaliseringsprojekt. Det gør det til en ledelsesopgave,” siger Liselotte Jensen, administrerende direktør i Great Place To Work Danmark.

 

Når teknologi bevæger sig hurtigere end tilliden

AI kan effektivisere processer og forbedre beslutningsgrundlag. Men engagement opstår ikke af teknologi alene. Det opstår, når medarbejdere oplever, at det er trygt at eksperimentere – og legitimt at udfordre det, teknologien foreslår.

“AI bliver først en styrke, når medarbejdere har tillid til, at teknologien bruges med omtanke og ansvar,” siger Liselotte Jensen.

Organisationer med høj tillid har lettere ved at omsætte ny teknologi til praksis. Ikke fordi medarbejderne er mindre teknologiforskrækkede, men fordi formål, ansvar og forventninger er klare. Hvor tilliden er lav, bliver AI enten noget, man undgår – eller noget, man bruger ukritisk.

 

Psykologisk tryghed og faglig dømmekraft

AI kræver nye kompetencer, men især nye samtaler: Hvad må teknologien bruges til? Hvornår skal den menneskelige vurdering veje tungest? Og hvem har ansvaret, når AI tager fejl?

“Medarbejdere skal ikke bare turde bruge AI – de skal også turde udfordre den. Ellers risikerer vi, at teknologien bliver en autoritet i stedet for et støtteværktøj,” siger Liselotte Jensen.

Samtidig skal medarbejdere kunne stole på, at AI ikke er et skjult rationaliseringsprojekt, hvor de gradvist gør sig selv overflødige.

De bedste arbejdspladser er kendetegnet ved høj tillid og lav frygt. Det er netop dér, ny teknologi får bedst fat. Fordi medarbejderne oplever, at formålet er at styrke arbejdet – ikke at afvikle det.

 

Fra eksperiment til værdi

Organisationer, der får værdi ud af AI, starter sjældent med store systemer. De starter småt, tæt på kerneopgaven – og lærer undervejs.

“AI skal behandles som et læringsprojekt, ikke som en færdig løsning. For AI øger kun tempoet, hvis kulturen understøtter læring og tydelig prioritering,” siger Liselotte Jensen.

AI afslører hurtigt, hvad der allerede er skrøbeligt. Lav tillid bliver til modstand. Uklar ledelse bliver til usikkerhed. Stærke værdier bliver til handlekraft.

“Derfor bør AI-investeringer ses som en kulturtest. Ikke kun: Hvad kan teknologien? Men: Er organisationen klar til at bruge den ansvarligt – sammen? ,” siger Liselotte Jensen.

“AI lykkes ikke, fordi I køber licenser. Det lykkes, fordi I bygger tillid til brugen. Det er klassisk Great Place To Work®: troværdighed, respekt og retfærdighed – i praksis.”

 

AI i en Great Place To Work-kontekst

AI skaber værdi, når:

  • medarbejdere har tillid til ledelsen og formålet
  • der er psykologisk tryghed til at eksperimentere og sige fra
  • rammer for ansvar og etik er tydelige
  • faglighed og dømmekraft prioriteres over hastighed

En Great Place To Work®-medarbejderundersøgelse kan afdække tillid, psykologisk tryghed, forventningsafstemning og organisatorisk parathed i mødet med AI.