Hvad kræver det at blive Great Place To Work certificeret? Find ud af det her!
MENU

Vigtigere end nogensinde før at spørge til medarbejdernes oplevelse af situationen

 Vigtigere end nogensinde før at spørge til medarbejdernes oplevelse af situationen

Det stigende smittetryk er en mental mavepuster!

Vi var blevet advaret om, at COVID-19-smittetrykket formentlig ville stige med efterårets komme og i takt med, at vi i stigende grad rykker sammen indendørs. Alligevel rammer det som en mental mavepuster, når vi nu igen bliver opfordret til at arbejde hjemme og må aflyse sociale sammenkomster med venner og familie.

I arbejdssammenhæng skal vi igen til at ”mærke efter”: Hvordan tror vi, vi kan klare os igennem endnu en runde i bokseringen med Corona? Og hvis krystalkuglen i forvejen var lidt uklar, så er der nu kommet sne på. Så kan vi gøre andet end bare at gætte det bedste, vi har lært?

Ja, vi kan i hvert fald komme på et område, hvor vi faktisk kan gøre noget, som fritager os fra at gætte. Det gælder medarbejdernes oplevelse af situationen. I virkeligheden er det måske vigtigere end nogensinde før at spørge til medarbejdernes oplevelse af arbejdssituationen.

Vigtige erfaringer at hente

Da lockdown ramte i marts måned tilbød Great Place to Work en kreds af eksisterende kunder hjælp til at afdække deres medarbejderes oplevelse af situationen.

Undersøgelsen gav os nogle spændende indsigter. Både positive og mindre positive.

Først og fremmest fremgik det af undersøgelserne, at ledelser rundt omkring havde lagt sig i selen for at håndtere situationen. Fra uge 14 og frem til uge 18, hvor vi gennemførte den sidste undersøgelse, svarede over 90% af de adspurgte medarbejdere, at de oplevede, at ledelsen håndterede situationen kompetent. Derudover oplevede et overvældende flertal, at COVID-19-situationen gav nye erfaringer, som virksomhederne kunne bruge i fremtiden. Fra 82% i uge 13 til 92% i uge 18.

Men der var også mere overraskende indsigter at hente. F.eks. oplevede kvinder generelt situationen mere positivt end mænd. Det gjaldt f.eks. oplevelsen af, hvorvidt ledelsen udtrykte forventninger åbent og tydeligt, og hvorvidt det var muligt at balancere arbejdsliv og privatliv. I begge tilfælde var kvindernes besvarelser 10 procentpoint mere positive end mændenes.

Et andet iøjefaldende resultat var, at de yngste respondenter i undersøgelsen i væsentlig mindre grad end de øvrige oplevede, at ledelsen viste oprigtig interesse for dem som personer og ikke bare som ansatte. Der var altså tegn på, at både mænd og de yngste medarbejdere var mere udfordret af COVID-19-situationen.

I begge de ovenstående tilfælde var resultaterne i øvrigt modsat de mønstre, vi normalt ser.

Et resultat er ikke en løsning, men et udgangspunkt for dialog

Vi stod altså tilbage med nogle tydelige tendenser.

Men hverken vi eller virksomhederne var i mål. Som altid var undersøgelserne det første skridt på vejen til handling. For at blive i stand til at træffe gode beslutninger om, hvordan man bedst retter op, er man nødt til at gå i dialog med medarbejderne og komme et spadestik dybere: Hvad er resultaterne med medarbejdernes egne ord helt præcist et udtryk for, og hvad kan ifølge medarbejderne selv medvirke til gøre oplevelsen bedre?

Sådan en dialog bør altid følge efter enhver trivselsundersøgelse. Og ligesom behovet for at spørge medarbejderne til deres trivsel formentlig er større end nogensinde, er behovet for efterfølgende dialog det formentlig også.

COVID-19 og den virkelighed, den fører med sig, er ukendt land for alle, og vi oplever og håndterer situationen forskelligt. På den baggrund bliver behovet for et indblik i medarbejdernes oplevelse mere relevant end nogensinde før. For på den måde kan vi rette ind og forhåbentlig komme igennem anden runde i bokseringen med Corona uden alt for mange skrammer.

Vi står klar med et sæt af relevante spørgsmål, så I kan blive klogere på jeres medarbejderes oplevelse - kontakt os via knappen nedenfor.

 


Liselotte Jensen

BEMÆRK! Dette websted bruger cookies og lignende teknologier.

Ved at bruge vores hjemmeside accepterer du alle cookies i overensstemmelse med vores Cookie Policy.

jeg accepterer