Hvad kræver det at blive Great Place To Work certificeret? Find ud af det her!
MENU

Kviks tre greb til klar intern kommunikation

 Kvik på listen Fortune 100 Best Companies to Work For Europe 2025

Køkkengiganten Kvik, som i år er kommet på listen over Fortune 100 Best Companies to Work For Europe i 2025, har gjort intern kommunikation til en konkurrencefordel. Med en klar kommunikationsarkitektur, faste rytmer og en åben dialog har virksomheden skabt gennemsigtighed, tempo og tillid – og medarbejderne kvitterer med topkarakterer til ledelsen.

I Vildbjerg har Kvik samlet al intern kommunikation for de 240 medarbejdere i hovedkvarteret i én app: KvikInside. Her findes alt fra nyheder, kursustilmelding og e-learning til sociale opslag og hverdagsglimt.

“Ét sted minimerer støj og sikrer, at relevante budskaber rammer de rigtige målgrupper. Det er både corporate og nært: Produktnyheder står side om side med kollegabilleder og små sejre – det skaber overblik, genkendelighed og tempo,” fortæller HR-direktør Allan Nørgaard og fortsætter:

”Vi prioriterer åben kommunikation og en tydelig struktur. Når alle ved, hvad der sker – og hvorfor – stiger tempo, tillid og trivsel.”

3 platforme på 7 år – nu virker det

”Vi har valgt at have åben kommunikation og valgt at bruge mange ressourcer på det. Fordi hvis man ved, hvor ens arbejdsplads er på vej hen, så har man større forståelse for hvad der gøres og hvorfor. Hvis der er ting, vi ikke ved, så tænker vi negativt. Hvis vi er vidende, så skaber det positive ting i stedet for negative.”, siger Allan Nørgaard.

Kvik er på tredje platform på syv år – de har investeret og itereret på platformen indtil de har fundet den løsning, der har kunne matche kravene til både kompleksitet og æstetik.

Og brugen af app’en er med den seneste version eksploderet. Hvor tidligere kun 35 % loggede ind ugentligt, ligger tallet i dag på 80–90 %.

 

TIP:
Kvik arbejder med en enkel kommunikationsarkitektur:
én app, faste Town Halls, tydelig opfølgning.
Saml alt ét sted og skab en fast puls:
én app som “single point of contact”, Town Halls hver 6. uge og lokal forankring.
Åbenhed, Rytme og Ro er kodeordene.

 

Arkitektur med disciplin giver ro

Simpel kommunikation kræver klare spilleregler og disciplin. Hos Kvik betyder det blandt andet, at alle redaktører skal tage et årligt e-learningkursus – et slags “redaktør-kørekort”. Her lærer de om målgrupper, afsenderlinjer og kvalitet.

“Redaktør-kørekortet holder standarden høj og kanalerne rolige. Segmentering og lokal redigering sikrer, at de rigtige ser det rigtige – på rette tidspunkt. Det giver færre forstyrrelser og højere relevans i hverdagen,” siger Allan Nørgaard.

Samtidig er systemet let at bruge: klare designvalg gør det nemt at publicere uden at oversvømme kollegerne med unødige beskeder.

Fast ledelsesrytme med Town Halls

Hver sjette uge samler Kvik hele huset til Town Hall. Her deler CEO status og strategi, og møderne streames, så alle kan følge med. Der er altid plads til spørgsmål.

“Town Halls gør ledelsen nær og retningen klar. Og rytmen sikrer, at strategi ikke blot forklares – den lander,” siger Allan Nørgaard.

Efterfølgende tager lederne dialogen videre i afdelingerne, hvor de oversætter budskaberne til konkrete opgaver og tidsplaner. Effekten kan mærkes: 86 % af Kviks medarbejdere oplever, at ledelsen holder dem godt informeret – mod blot 54 % i resten af Europa.

Medarbejderne peger på åbenhed og overblik som styrker: “Der er transparens; vi ved alle, hvor vi står, og om vi gør det godt eller skidt”, skriver en medarbejder.

Ifølge HR-direktøren er resultatet ”tydelig retning, høj deltagelse – og hurtigere eksekvering”.

 

Tre greb du kan kopiere i morgen

1. Vælg ét digitalt hjem til intern kommunikation – og ryd op i resten.

2. Skab en fast puls: Town Hall → afdelingsmøder → opfølgning i app.

3. Indfør let governance: redaktør-kørekort og klare spilleregler.

 

Åben dialog i hverdagen

Det åbne kontorlandskab og den flade struktur i Vildbjerg gør sparring på tværs af skriveborde let. 93 % af medarbejderne mener også, at ledelsen er tilgængelig og nem at tale med. I Europa som helhed er det kun 59 % af arbejdstagerne, der nikker genkendende til det.

En medarbejder formulerer det sådan:
“Alle mødelokaler har glasvægge, kalendere er åbne for alle, og vi kommunikerer ærligt. Det giver en særlig stemning, hvor vi smelter sammen fremfor at distancere os.”

Andre peger på det lave hierarki og følelsen af at blive taget med på råd. “Vores mening vejer tungt – og det gør Kvik til et skønt sted at arbejde,” lyder det fra en anden.

Selvom tonen er uformel i det åbne kontor, er dialogen også systematisk. Det hele suppleres nemlig af faste Great Place To Work-målinger og mini-surveys, hvor resultaterne bliver fulgt tæt – og kun de afdelinger og butikker, som kommer over 80 % i snit, får lov at få certificeringen.

Medarbejderne i hovedkvarteret understøtter arbejdet i de mere end 180 KVIK-butikker fordelt over i 13 lande med knap 1.000 medarbejdere.

Kvik er i år for første gang blevet hædret som en af Fortune 100 Best Companies to Work For Europe i 2025.

 

Dokumenteret effekt

Tallene taler deres tydelige sprog:
90 % vil anbefale Kvik som arbejdsplads.
93 % oplever, at ledelsen er tilgængelig.
91 % vurderer, at ledelsen er kompetent til at drive virksomheden.

Alt sammen markant højere end gennemsnittet for europæiske virksomheder. Tallene peger på høj tillid, tilgængelighed og klarhed – alt sammen kerneoutput af en god kommunikationsrytme.

 
Et fællesskab bygget på åbenhed

Kvik har gjort intern kommunikation til en styrke. Kombinationen af én digital platform, faste rytmer og en åben dialog har skabt et særligt fællesskab – og medarbejderne oplever, at ledelsen både er synlig, tydelig og til at stole på.

Eller som en medarbejder opsummerer:
“Vi har formået at skabe et særligt fællesskab, som bygger på åbenhed, tillid og samarbejde.”

 

Læs også om nogle af de andre arbejdspladser på listen Fortune 100 Best Companies to Work For in Europe 2025 her.
Se hele listen Fortune 100 Best Companies to Work For in Europe 2025 her.