NYHED! Europas Bedste Arbejdspladser 2024. Se listen her.
MENU

Danmarks Bedste Arbejdsplads Til Mangfoldighed 2024: Scandic

 Danmarks Bedste Arbejdsplads Til Mangfoldighed 2024: Scandic

Scandic logo

Som Danmarks største hotelkæde oplever Scandic et ansvar for at skabe en mangfoldig og inkluderende arbejdsplads, der afspejler det samfund, hotelkæden er en del af.

Diversitet og inklusion er derfor et vigtigt nøgleområde i Scandics 2024-strategi: ”Scandic skal være førende i branchen indenfor bæredygtighed. Diversiteten, inklusionen, sundheden og trivslen blandt team members skal være høj. Muligheder skal være ens for alle og der skal rekrutteres medarbejdere, hvis attitude og adfærd stemmer overens med hotelkædens kultur, værdier og ledelseskompas og det skal ske med opmærksomhed på ubevidst bias.  

Plads til alle giver de bedste resultater

Scandics mantra er “plads til alle”, og overbevisningen er, at følelsen af at høre til og respekten overfor hinanden er med til at skabe den tillid, der er afgørende for at kunne skabe de bedste resultater. Det bidrager også til større arbejdsglæde.

Ifølge Scandic er såvel Generation Z, etniske minoriteter som seniorer vigtige ressourcer for virksomheden, der tæller mere end 100 forskellige nationaliteter, forskellige kulturer, religioner, seksualiteter, erfaringer, uddannelser, livssituationer, aldre og ancienniteter. Mangfoldighed og inklusion er både hotelkædens præmis og fundamentet for måden at være på og for at hotelkæden kan tilbyde world-class gæsteoplevelser.

Stillingsannoncer for alle og uddannelse i mangfoldighed

For at give alle mulighed for at søge ansættelse arbejder Scandic både med engelske og danske annoncer, og til nogle stillinger benyttes særligt korte stillingsannoncer, som gør dem nemmere at læse.

Det kræves af ledere, at de har forståelse for- og erfaring med at arbejde med forskellige nationaliteter. Parametre som køn, alder, seksuelt tilhørsforhold og etnisk baggrund må aldrig påvirke hverken rekrutteringer eller udviklingsmuligheder. Alle ledere uddannes i rekruttering og i at forstå, at et mangfoldigt og internationalt team er en styrke for Scandic, og at alle skal have lige muligheder.

Sprog betragtes ikke som en barriere

Sprog betragtes som udgangspunkt ikke som en barriere. I housekeeping anvendes ipads med piktogrammer og film, der hjælper medarbejderne til at forstå, hvordan arbejdet skal udføres. I tilfælde hvor sprog alligevel kan spænde ben, er der mulighed for at anvende Google Translate som er installeret på iPads.

For dem, der ønsker det tilbydes danskundervisning i arbejdstiden, så det bliver let at gennemføre og så tilgængeligt som muligt. Overbevisningen er, at det bidrager til bedre indslusning i samfundet generelt og øger trivslen.

Tilpasning = respekt

De mange kulturer og religioner, som er repræsenteret i Scandic vises respekt ved at tilpasse f.eks. uniformsprogrammet, personalemaden og vagtplaner, så det bliver muligt for medarbejderne at praktisere deres religion.

Men mangfoldigheden på Scandic går videre end det. I 2023 indledte hotelkæden et samarbejde med Solsikkeprogrammet for at skabe en bedre arbejdsplads og gæsteoplevelse for personer med et usynlig handicap. Det betyder, at alle team- members i Scandic gennemfører online kurser, som sikrer ekstra tålmodighed og tilbud om hjælp til personer, som bærer solsikken. 

For at vise sin støtte til LGBTQIA+ miljøet og engagere sig i kampen mod diskrimination har Scandic siden 2023 været partnere på - og deltagere i Copenhagen Pride.

Gennem samarbejde med kommuner tilbydes borgere på kanten af arbejdsmarkedet virksomhedspraktik, jobrotationsordninger, jobtræning og fleksjob. Mange team members er ligeledes mentoruddannede til at varetage opgaverne forbundet med indslusning på arbejdsmarkedet og Scandic har modtaget priser for lige netop dette arbejde.

Siden udbruddet af krigen har flygtninge fra Ukraine fået særlig opmærksomhed; Godt 150 ukrainere har fået arbejde på et af Scandics hoteller. Der arbejdes i øvrigt tæt sammen med de lokale myndigheder for at hjælpe ukrainerne med alt fra fx psykologhjælp og danskundervisning. Men også med udlån af tøj og makeup-artikler og praktiske gøremål.

Kort om Scandic
  • Antal medarbejdere: 1581
  • Branche: Hoteldrift
  • Web: Scandic

 


BEMÆRK! Dette websted bruger cookies og lignende teknologier.

Ved at bruge vores hjemmeside accepterer du alle cookies i overensstemmelse med vores Cookie Policy.

jeg accepterer