Hvad kræver det at blive Great Place To Work certificeret? Find ud af det her!
MENU

Sådan støtter I LGBTQ+-medarbejdere på arbejdspladsen

 Sådan støtter I LGBTQ+-medarbejdere på arbejdspladsen

Det kan være dilemmafyldt for LGBTQ+-medarbejderne, hvorvidt de skal springe ud af skabet. 4 ud af 5 oplever nemlig diskrimination på jobbet, og mere end halvdelen af dem oplever, at det påvirker deres trivsel negativt. Få Great Place To Work Danmarks tre tip til, hvordan I støtter jeres medarbejdere.

Hvad laver din kæreste? Hvem har du været sammen med i weekenden? Har du børn? Spørgsmålene fra de velmenende kolleger kan være mange. Men for LGBTQ+-medarbejdere er det ikke helt ligetil. De kommer nemlig ikke bare ud af skabet én gang for alle for så at tjekke det af på to do-listen.

LGBTQ+’ere skal igen og igen tage stilling til, om de vil springe ud og være åbne om deres seksuelle orientering. Hver gang, der kommer en ny kollega, chef eller samarbejdspartner, skal de træffe et valg.

- Og det valg kan få konsekvenser for deres trivsel, siger Morten Lauridsen, direktør i Great Place To Work® Danmark.

 81 % fra LGBTQ+-miljøet har oplevet eller overværet diskrimination på arbejdspladsen inden for de sidste to år, viser den seneste rapport fra interesseorganisationen LGBT+ Danmark og konsulentbureauet Boston Consulting Group.

 

LGBTQ+’ere er mindre trygge på jobbet

I mere end halvdelen af alle tilfældene oplever danske LGTB+-medarbejdere, at det har nogen eller stor negativ betydning for deres trivsel på arbejdspladsen. Og den konklusion vækker genklang hos Great Place To Work.

- Den største forskel mellem LGBTQ+- og heteroseksuelle medarbejdere på arbejdspladser handler om, hvorvidt medarbejderne er psykologisk trygge, siger Morten Lauridsen og forklarer, at det bliver slået fast i en storstilet undersøgelse, som Great Place To Work har lavet blandt knap en halv million medarbejdere på verdensplan.

Selv på arbejdspladser, der generelt klarer sig rigtig godt i medarbejderundersøgelser, har heteroseksuelle som oftest et markant sundere psykologisk og følelsesmæssigt arbejdsmiljø sammenlignet med deres LGBTQ+-kolleger, viser undersøgelsen.

 

>> LÆS OGSÅ VORES 7 gode råd til inklusion af LGBT+-medarbejdere

 

Danske arbejdspladser kan gøre mere for LGBT+ 

 

Det anslås, at ca. 8 % af den danske befolkning identificerer sig som LGBT+. En undersøgelse på tværs af 30 lande fra analysebureauet Ipsos viser endda, at andelen af LGBT+-personer er en stor og voksende del af arbejdsstyrken, hvor bl.a. 16 % af generation Z (f. 1997 eller senere) identificerer sig som LGBTQ+-personer.

I Danmark udtaler 46 % af LGBT+-medarbejdere ifølge rapporten fra interesseorganisationen LGBTQ+, at deres arbejdsplads ikke gør nok for deres rettigheder og trivsel.

Desværre viser Great Place To Works undersøgelse også, at virksomheder, der prøver at gøre en positiv forskel ved at igangsætte indsatser, kan blive mødt med modstand. Der bliver blandt andet sat spørgsmålstegn ved, om minoritetspersoner virkelig er berettiget til at få muligheder eller fordele gennem initiativerne. 

 

3 tip til at støtte LGBTQ+-medarbejdere på arbejdspladsen

1. Modvirk tavshedskulturen

Tal åbent om seksualitet og kønsidentitet – både i det små og i det store.

For eksempel:

  • Gennemgå og revider medarbejderfordele og politikker. Evaluer, hvordan hver linje forholder sig til LGBTQ+-medarbejdere. De skal ofte læse mellem linjerne for at forstå, hvordan familieorlov, fertilitetsfordele og invitationer til fester gælder for dem.
  • Finansier aktiviteter. Dette kan inkludere at støtte medarbejderes frivillige arbejde i LGBTQ+-samfundet eller sponsorere events og initiativer, der hjælper LGBTQ+-organisationer.
  • Nedsæt en ressourcegruppe bestående af LGBTQ+-medarbejdere og indgå dialog om, hvordan de ønsker virksomhedens støtte til at forbedre deres arbejdsmiljø og trivsel.
  • Spørg ledere eller medarbejdere, der er åbne om deres LGBTQ+-identitet, om de vil fortælle deres historie offentligt, så de kan inspirere andre til at være sig selv.
  • Vær lige så nysgerrig på LGBTQ+-medarbejdere, som I møder heteroseksuelle medarbejdere. Stil spørgsmål til deres privatliv på en inkluderende måde – fx hvordan de mødte deres partner, hvilket job deres partner har eller om deres weekendplaner. Vis, at der ikke er tabuer på arbejdspladsen. 

2. Invester i inklusion ligegyldigt hvad

Undgå at antage, at I ved, hvem der har brug for støtte i jeres organisation. Invester i mangfoldighed, lighed og inklusion for alle vel vidende, at I måske aldrig bliver klar over, hvem der konkret har gavn af det.

Mange gange har virksomheder antaget, at de ikke har LGBTQ+-personer i deres organisation. Men data har vist, at de tager fejl.

Gå i gang med jeres initiativer og send fx kønsneutrale invitationer ud til sommerfesten, lav en inkluderende personalefordelspakke eller sørg for, at orlovsregler omfatter regnbuefamilier. I vil måske opleve at blive overrasket over, hvem der sætter pris det.

3. Støt LGBTQ+-samfundet aktivt og vedvarende

Anerkend det pres, LGBTQ+-personer kan være under sammen med kollegerne. Vær synlige og åbne både internt og offentligt. Arbejd aktivt med at skabe en bedre arbejdsplads for LGBTQ+-personer, så er I med til på lang sigt at skabe et mere retfærdigt samfund for alle.

  • Vær tydelig omkring jeres holdning til diskrimination.
  • Anerkend og bak op om det, der påvirker LGBTQ+-samfundet. Fx glæden ved lovændringer eller frygt for hadforbrydelser.
  • Fejr Pride offentligt og fortæl, hvordan jeres virksomhed støtter LGBTQ+-miljøet. 

 

Brug for hjælp?

Hvis I vil have hjælp eller bedre indsigt i jeres arbejdsplads, så kontakt os. Så kan vi hjælpe jer med at måle og forbedre forholdene på jeres arbejdsplads. Kontakt os her.

 


BEMÆRK! Dette websted bruger cookies og lignende teknologier.

Ved at bruge vores hjemmeside accepterer du alle cookies i overensstemmelse med vores Cookie Policy.

jeg accepterer