Great Place to Work® kulturprofil
Great Place to Work® Culture Audit© (kulturprofilen) er et spørgeskema til ledelsen, som vi benytter for at opnå en bedre forståelse af kulturen på arbejdspladsen. Den følgende information vil give Jer en idé om, hvad denne kulturprofil indeholder.
Kulturprofilen
Kulturprofilen består af to dele. I del 1 spørger vi om demografiske variable (fx antal medarbejdere, medarbejderomsætning, ansættelsesformer etc.). Vi efterspørger også faktuelle informationer om arbejdspladsen (fx hvornår den blev grundlagt, hvor stor omsætningen er etc.), ligesom vi spørger til personalegoder, som arbejdspladsen tilbyder medarbejderne (fx motionsrum på arbejdspladsen, firmabetalt forsikring, antal feriedage etc.).
I 2. del af Culture Audit© (kulturprofilen) stiller vi en række åbne spørgsmål, som giver repræsentanter fra arbejdspladsen (ofte personalechefen og/eller direktøren) mulighed for at uddybe forskellige dele af kulturen på arbejdspladsen. Spørgsmålene i del 2 relaterer sig til Great Place to Work® Model©, som ligger til grund for disse evalueringer.
